Et godt ungdomsliv

Dagligdagen på opholdsstedet har fokus på den enkelte unges personlige udvikling. Vi giver mulighed for et hverdagsliv med omsorg og pligter, aktiviteter og fritidsliv. Der er mange aktivitetstilbud på selve opholdsstedet, men vi lægger vægt på, at alle de unge også får mulighed for at blive en del af et idræts- eller foreningsliv i Slagelse – på lige vilkår med andre unge.

Målsætningen for opholdet på Lille Valbygård er at skabe et godt ungdomsliv. Den unge lærer sine egne ressourcer og vanskeligheder bedre at kende. Fokus er rettet mod at gennemføre folkeskolen og senere få en ungdomsuddannelse og et arbejde. Det langsigtede mål er, at den unge kan etablere sig som selvforsørgende og klare sig selv i egen bolig.

Ofte er dette et langt sejt træk. Det kræver at de unge får et mere realistisk billede af dem selv og er parat til at modtage den fornødne støtte undervejs til at arbejde med deres problemstillinger og udnytte deres ressourcer. Opholdsstedet har eksisteret siden 2001, og vi har mange gode rollemodeller blandt tidligere unge, som har klaret sig godt og er i arbejde eller under uddannelse og bor i egen lejlighed.

Opholdsstedet har samarbejde med Lille Valbygård Skole til at dække behovet for specialundervisning. Vi har et tæt samarbejde med PPR, uddannelsesvejledere og uddannelsesinstitutioner i Slagelse, både erhvervsuddannelser og gymnasiale.