Efterværn

Efter endt opholdt i lejligheden er næste skridt ofte egen lejlighed – ofte en ungdomsbolig, mens studiet gøres færdig. Tit er der behov for hjælp til etablering og støtte i det daglige i en opstartsfase.

Vi tilbyder efterværn i denne periode, efter nærmere aftale. Efterværnet består som udgangspunkt af støttetimer til den unge. Oftest vælger den unge en voksen, de kender godt fra opholdsstedet, til at følge med sig ud i egen bolig. Den unge har selvstændig økonomi med eget budget og står som lejer af boligen – lig andre unge under uddannelse.

Støtten til de unge er således rettet mod at kunne fungere på egen hånd og skabe netværk. Det største problem for vores unge i egen bolig er oftest en følelse af ensomhed. De har ofte meget svært ved at tage initiativ til sociale kontakter og har brug for megen hjælp til at få etableret et netværk af jævnaldrende og få et godt skole- og fritidsliv.

På det praktiske plan handler hjælpen typisk om at komme på plads, måske hjælp til rengøring/indkøb. Vi hjælper altid den unge med at få overblik over økonomi – det ser vi som en afgørende forudsætning for at kunne passe studie eller arbejde.

Vi har et tæt samarbejde med de unges kontaktlærere og studievejledere.