Lejligheden

Lejligheden er en selvstændig bolig for de ældste unge på opholdsstedet. Den har eget køkken, bad/toilet, stue og tre værelser. Der er plads til tre beboere. De unge, som bor her, er ofte færdig med folkeskolen og i gang med en ungdomsuddannelse – og har forinden boet en periode på selve opholdsstedet.

Formålet med opholdet i lejligheden er, at de unge arbejder med at blive så selvstændig som muligt. Næste skridt er jo ofte ophold i egen bolig.

Beboerne er med i de fælles praktiske opgaver, f.eks. maddage og rengøring. Vi tager mange individuelle hensyn, idet de unge ofte er forskellige steder i deres udvikling, og stadig har meget brug for hjælp og støtte. Denne støtte relaterer sig både til den personlige og følelsesmæssige del, men også til praktiske gøremål og overblik over økonomi. Især er der fokus på at komme på plads i valg af uddannelse og gøre sig erfaringer med de forventninger, både sociale og faglige, de mødes med i studiet. Det kan være 10. klasse, produktionsskole, teknisk skole eller gymnasium. Vi har også enkelte unge på STU.

Mange aftaler om de unge i lejligheden bliver lavet i fællesskab. Vi forventer, at de unge kan tage en vis grad af ansvar. Og at de kan fungere i et mindre, struktureret miljø, der er baseret på dialog og deres relationer til de voksne omkring dem.

Målet er, at de unge får et realistisk billede af deres egne ressourcer og vanskeligheder, så de selv kan planlægge deres dagligdag under hensyntagen til andres behov. Samtidig prøver vi sammen med den unge at skabe et overblik over økonomi, budget og skat i et omfang, så han eller hun er klar til at flytte i egen lejlighed – evt. med efterværn.